Jeg ved jeg lægger med ud med ½-delen af alle musikelskende mennesker med dette indlæg.

Jeg forstår ikke Bob Dylan.

Efter næste 2 timers god dokumentar omkring Bob Dylan, må jeg erkender at jeg ikke har ændret mit syn på manden, og hvad har har betydet for amerikansk/international musik. I don’t get it…
At manden uden tvivl i starten af hans forløb ændrede en generations opfattelse af folk-musik, hersker der ingen tvivl om hos mig. Men at han skulle have haft denne KÆMPE betydning for den musikalske udvikling, siden 50-60’erne, køber jeg ikke. Dybest set handler det måske om, at jeg er et ikke musisk menneske, og derfor nok ikke kan se ‘dybden’ af en musisk påvirkning – det vedkender jeg mig. Men altså dokumentaren forstærkede mig nu egentlig heller ikke i, at jeg ikke har denne musiske forståelse.

Nå, jeg følte bare lige en trang til at skrive om Bob Dylan – som jeg stadigvæk ikke forstå. Never have, never will….the answer is blowing in the wind.

Sikken en omgang ‘juks’. Det gider jeg sgu ikke at se forløbig igen. Jeg er ikke den store tilhænger af NEPNEW, eller hvordan det staves, bliver det nok heller aldrig. Jeg var på Kliché dengang i 80’erne, og de gjorde det bedre. Kopier er ikke for mig.

Jokeren er ude med ny CD – sådan. Teksterne er fantastisk gode, og sidder lige i skabet. Oveni et par gode, og melodiøse nummer sammen med LOC og Niarn. Tegner til et godt og langvarigt bekendskab.

Jokeren, ved næsten ikke om jeg tør skrive navnet (!), kommer med nyt solo album til efteråret. Jeg glæder mig allerede.

Jeg har lært noget nyt…og jeg har ‘købt’ en artikel af Susanne Dahl. Den er faktisk god, og det var også derfor jeg tilbage i oktober 2003 lagde artiklen på min weblog. En kombination af en god artikel, og en interessant indgangsvinkel til et emne – som i dette tilfælde er et mennesker, en bror, nemlig Jokeren. Nå, jeg kopiere artiklen direkte fra berlingske’s hjemmeside. Det må man ikke, har jeg nu fundet ud af – og er som skrevet blevet en artikel rigere. Derfor bringer jeg den her (igen), men denne gang er det lovligt. Læs den igen – den er ikke blevet dårligere og prisen forbliver mellem Susanne og jeg.

—————————————————————–

Vist med tilladelse fra Susanne Dahl.

3. oktober 2003 kl. 22:30
Min bror, Jokeren Af: Susanne Dahl , Berlingske Tidende

Dansk raps største stemme, Jesper »Jokeren« Dahl har levet et ekstremt liv med voldsomme op- og nedture. Berlingske Tidende har bedt Jokerens søster, journalist Susanne Dahl, tegne et personligt portræt af sin albumaktuelle storebror. »Du behøver ikke lægge fingrene imellem,« var Jokerens kommentar til ideen.

Klædt i lyseblåt Kenzo-jakkesæt, slangeskindsbesatte cowboystøvler og slikhår stiger han ud af limousinen foran Tivolis Koncertsal, der denne aften danner ramme om den årlige Grammy-uddeling. I hånden bærer han en stok med et hundehoved af sølv og øjne af funklende røde rubiner. Fire gange bliver han kaldt op på scenen for at modtage de eftertragtede priser.
Jeg betragter ham fra stolerækken lige bag ham. Han er min bror. Udadtil virker han glad og beæret. Men det slår mig gang på gang, hvor tomme hans øjne ser ud i det kolde blitzlys på scenen. Året er 1999, han er på toppen af sin karriere, men hvad de hundredtusinder af TV-seere og morgendagens avislæsere ikke ved er, at han er psykisk og fysisk nedbrudt efter års kokainmisbrug og heftige ture i det københavnske nattelivs dødsdrom; oftest efterfulgt af udebliven fra endnu en familiefødselsdag eller endnu værre – han møder op direkte fra byen. Uden kæresten Shirley var han end ikke dukket op for at nyde sin egen stjernestund i Tivoli.

Der findes måske omkring to eller tre skelsættende valg i et menneskes liv, der siden hen viser sig dybt determinerende for, hvordan resten af livet former sig. Jespers første afgørende valg blev helt sikkert truffet på et tidligt tidspunkt.

Arnestedet er teenageværelset i parcelhuset i Hillerød i slutningen af 1980erne. Den ene væg på værelset er dækket af tomme cigaretpakker af mærket Rød Prince klistret op side om side. Luften er tyk af røg, når jeg åbner døren ind til hans værelse. Her går bølgerne højt, når Jesper diskuterer sammenhængen mellem vestkyst-hiphop og gangstermiljøet i Los Angeles’ ghettoer med vennen Ralf, der er malerlærling. »Prøv lige at høre det her,« sagde han tit med en næsten overdreven entusiasme i stemmen.

Jesper er omkring 14 år, og onsdag er blevet en fast pjækkedag, fordi MTV sender hiphop-programmet MTV-raps mellem 10 og 12.

I skolen er lærerne bekymrede. Jesper svarer igen, laver aldrig lektier og svinger mellem en ekstrem indelukkethed og provokerende adfærd. MTV-musikvideoerne med de sorte fyre på Jespers egen alder i sort tøj og Raiders-kasketter har virket som en åbenbaring for ham. Rytmerne er tunge, og rimene siger »fuck« til det hele. Han har det, som mange i generationerne før må have haft det, da de første gang hørte The Beatles eller Sex Pistols, han går ud og køber en sort Raiders-kasket.

Dansklæreren ringer hjem og beklager sig over, at drengen tilsyneladende får lov til at te sig, og at han i timerne siger underlige rytmiske lyde med munden og mumler rim og remser for sig selv. Eftersidningerne falder prompte og ofte. Men lærerne står dybest set magtesløse og undrende over for en tidligere mønsterelev – et barn fra et hjem med klaver og en familie bestående af ene akademikere – der i dén grad reagerer imod autoriteter af enhver slags. Først da Jesper starter i tiende klasse, begynder tingene at vende. Han skifter valgfag fra motorlære til musik, teenageprovokationerne får han nu i stedet afløb for igennem musikken.

Hjemme på værelset skriver han raptekster dagen lang. Han forsøger at tjene penge til musikudstyr via forskellige jobs. Men i bund og grund gider han hverken arbejde eller tænke på en uddannelse. Han vil være rapper. Jespers sidste almindelige job er på den lokale DSB-burgerbar. Efter få dages oplæring står han helt alene med en 11 timers vagt og en kø af burgerhungrende S-togspassagerer, der skynder på ham for at nå deres tog. Han har fået nok, og midt mellem frosne bøffer og sure kunder smider han forklædet, hopper over disken og brøler: »Nu ka’ I fan’me lave jeres hotdogs selv.« Siden har han været rapper.

Sammen med tre venner søger han tilflugt i ungdomsklubben Klub 47 på Amager, hvor de under navnet Madness 4 Real optræder med deres egne raptekster til fredagsfesterne. Den dag, de fylder 18, hæver de hver deres børneopsparing og køber i fællesskab deres første sampler til over 100.000 kr. Et broderskab er begyndt.

Jesper føler sig hjemme bag mikrofonen. Uanset om det er på scenen til det årlige hiphop-jam i Den Grå Hal på Christiania eller kun for mig hjemme i stuen. Den mumlende tale og de langsomme svar bliver, når han optræder, afløst af en enorm energiudladning, som rappede han for sit liv.

Beverly Hills

Vi skriver 1995. I tre år har han opholdt sig i Los Angeles, tilmed med den opgave at lave musik til sine amerikanske idoler. Han er sammen med vennerne fra Hillerød blevet installeret i en kæmpevilla i Beverly Hills. Men livet i hiphopmiljøet er barsk. Især for en ung mand med en skrøbelig psyke: Kontraktforhandlinger med våben på bordet og fester, der bliver lukket af politihelikoptere, og hvor det flyder med sprut, stoffer og prostituerede.

Jesper ringer næsten aldrig hjem til hverken os eller vennerne. Stemmen lyder stadig mere fraværende i telefonen, og hvad der kunne lyde som forsinkelse på linien tværs over Atlanten er i virkeligheden en sløvhed efter måneders heftig cocktail af daglig hashrygning og Jack Daniels-whisky. Først da jeg besøger ham et par måneder derovre, fortæller han historierne om en drive-by-shooting, hvor gangstere tilknyttet en rivaliserende hiphop-gruppe skyder med maskinpistoler ind ad vinduerne på den café, han sidder på, og om dengang han var så økonomisk udhungret, at han en hel uge ikke fik andet at spise end en pose nachos. Han er egentlig meget stille og indadvendt, som han var derhjemme, men så snart han bliver tanket op med sprut og røg, kommer de mindre glamourøse sider af livet i L.A. frem.

Da han i 1996 vender hjem til Danmark, er det med en galoperende hashpsykose og tomme lommer. Han fortæller frustreret, at han er blevet snydt for omkring en million kroner, fordi han ikke fik set sin pladekontrakt igennem af en advokat.

Prisen for at have smækket døren til det underbevidste op på vid gab er dog højere; stemmerne i hovedet og mareridtene kræver psykiatrisk hjælp, og han må spise antipsykotisk medicin. Det var hård kost for familien, men hvad kan man gøre andet i sådan en situation end at støtte ham 100 procent? Heldigvis havde han fået tanket op med inspiration og selvtillid nok til at udfordre den musikalske jantelov herhjemme.

Tilbage i Danmark får Den Gale Pose deres store gennembrud med radiohittet »Spændt op til lir«. Et nyt liv med koncerter, efterfester og masser af sprut følger efter. Når diskotekerne og barerne lukker ud på de små timer, fortsætter han på stripbar eller morgenværtshus.

Han fortæller mig, at han en lørdag formiddag ved højlys dag står midt på Strøget og brækker sidespejlet af en parkeret bil for at sniffe mere af det hvide pulver, han har kørt på i dagevis. Selv da ignorerer han vores forsøg på at få ham til at gå i behandling. Han vil ikke erkende, at han har et problem, han synes bare, at han går »i byen«.

Da han endelig kommer i gang med et Minnesota-afvænningsprogram, er kæresten flyttet og kollegaerne i Den Gale Pose ved at have fået nok.

Fra afvænningsklinikken får han til opgave at spørge sine fem nærmeste, hvilket karaktertræk i hans personlighed, der forhindrede ham i at blive stoffri.

»Din egenrådighed og stædighed,« svarer jeg ham. Den tygger han så lidt på. De fire andre, han har spurgt, har nemlig svaret præcis det samme. Det afholder ham imidlertid ikke, stædig som han ér, fra at prøve på at tale mig fra svaret.

Sluppet ud af tyverne

For to uger siden mødtes vi på en café rundt om hjørnet fra hans etværelses på Christianshavn. I lommen har han som altid sin diktafon, så han når som helst kan nedfælde de rim, der kommer til ham, når han bevæger sig rundt i København. Det er hans måde at fordøje verden omkring sig på. Vi snakker om hans plade, den efterfølgende koncertturné og udgivelsen af hans samlede tekster i bogform og om kærligheden, der kalder fra Barcelona, hvor hans nye kæreste bor.

Han har lige haft 30 års fødselsdag og proklamerer, at han er »glad for at være sluppet ud af tyverne«. Med den livsstil han har ført, er jeg bare lettet over, at han overhovedet er kommet igennem dem. Arbejdsformidlingen sender ham stadig breve med trusler om aktivering, og han har ikke glemt, hvordan hans bankrådgiver engang nægtede at forhøje hans kassekredit for derefter at bede ham om en autograf til sin datter.

Men lige i dag betyder den slags ingenting. Smilet virker ægte, og han lader følelserne få frit løb. »Hvis pladen ikke sælger, bliver jeg sgu gadefejer i Barcelona,« proklamerer han med et skævt grin.

Jokeren er på gaden med hans nye CD ALPHA HAN.

Jeg har kun lige smug-lyttet til CD’eren her til aften, og det tegner godt. Han har alle dage haft et stort rum i mit musikalske hjerte. Manden der har spyttet rim siden der var huller i femmerne…respekt. Jeg tror der var et år hvor han tilførte den nu danske ordbog 3-4 nye ord, som alle allerede havde taget til sig. Bruddet med DGP var vel egentlig OK – de gav os Stodderen, og så var det slut. De forsvandt vel op i en kokaintåge et eller sted i det københavnske natteliv – plakatstiv. København – du drømmenes by, der er ild i lortet fra Valby til Belleveu.

Respekt.