I hus…

Lejligheden i Berlin er købt.

Det tager 4½ time i bil herfra, hvilket er helt perfekt. Vi tager derned torsdag i denne uge, min Mor passer ungerne, og der skal købes ind. Den er helt tom – altså 100% tom, der er intet. Ledninger ud af væggene, og intet køkken, intet ingenting. Så der skal virkelig shoppes igennem. Tager det nu i nogle etaper. Først seng, så vi kan sove der, og køkkenet er bestilt. Leveringstid 6-8 uger.
Tæpper, lamper kommer lige efter så vi kan finde toilettet.

Jeg har det egentlig ret godt med at eje lejligheden, omend det bliver sjovt at se hvor meget jeg kommer til at bruge den. Jeg skal gøre mit til at det bliver meget, og den er clearet med de andre i familien 🙂

Processen har været lang, men ikke besværligt. Bare lang. Lærerig.

Så jeg er den lykkelige ejer af 89kvm i Berlin – Kaspar har allerede booket en weekend i august – det manglede bare. Manden har siddet ved siden af mig i over 6 mdr. og hørt på alt mit ævl om de lejligheder. Så han og Henriette er første ‘mand’ på banen – jeg håber de får en god weekend.