Græsk yoghurt med honning…

Sidder i min nye stue og spiser græsk yoghurt med honning. Er ved at komme på plads, og har idag fået installeret ADSL fra tdc. Ja Ja, jeg ved godt de er de dyreste, men det skulle gå hurtigt og vi havde ikke tid til at vente på cybercity.

Vi flyttede i fredags, og lidt af lørdagen – og jeg er totalt smadret. Har bare behov for en 14 dages ro – uden det store. Påsken ligger lige om hjørnet, så mon ikke det lykkes eftersom vi skal en tur til Rømø (som vi plejer), den første tur efter min Fars død.

Jeg tror vi bliver glade for at bo her i det lejede rækkehus – jeg har det SÅ godt med at bo til leje et stykke tid, og frem for alt. Jeg har det RIGTIG godt med at have solgt vores lejlighed. Det sted blev jeg aldrig gode venner med. Nu er der nye ejere, og jeg håber de får det godt. Vi er ved at indrette det nye sted her, og jeg er p.t. på udkig efter en TV skænk til plasma skærmen. Et større job – IKEA sucks.

I det hele taget håber jeg på at vores 2005 sådan rigtig kan begynde nu. Vi skriver snart april, så vi er et par måneder bagud. Men det er OK, vi har tacklet det så godt vi kunne. Det har været hårdt, men vi er på vej ud på ‘den anden side’. Wilma trives her i Hellebo Park, og hun har forstået at FarFar sidder oppe i himlen og kigger ned. Det er rigtig godt, og noget af det jeg har haft det sværest med i hele mit liv. Selvom hun kun er 3½ år. At skulle forklarer hende at FarFar er død – hun betød så meget for ham. Jeg ser hele tiden for mig, da rustvognen kørte væk. Wilma rækker hånden op og vinker, og siger ‘vi ses’. For satan den var hård. Flashback til JFK jr. ved sin Fars grav – uden sammenligning iøvrigt. Jeg var rørt helt ind i sjælen.