Og navnet…

Hun skal hedde Molly. Det bestemte vi igår aftes på hospitalet. Det ville Ann gerne, og jeg havde ikke det store at indvende. Norma var vores andet alternativ, men Molly det blev.

Hun er (selvfølgelig) lækker, og hun ligner Wilma på en prik. Næsten skræmmende meget. Hun er smuk som Wilma. Når jeg kigger på hende kommer jeg til, at tænke på CV: "mit livslys er ude at svømme, min næste er gået til ro". Mine piger – jeg den stolte far. Og sådan gik det til, at jeg blev en ligeså håbsløs far Danmark som alle andre fædere, og fint med det. Jeg er mig selv.