Alene i verden…

Ann og jeg havde en samtale her til aften, omkring vores familie og det at have børn.

Samtalen gik på, hvor vigtigt og nyttigt det er at få hjælp i nogle perioder når man som os har fået et barn. Man vil uden tvivl på et eller andet tidspunkt komme til det punkt, at man har brug af aflastning/hjælp for lige at få genopladet batterierne eller bare lige være lidt sammen uden børn.

I den henseende er vi meget dårligt stillet. Vi har ingen i nærheden, som aktivt tager del i dette, end ikke Ann’s forældre, som bor i byen. Det er mere en pligt en noget andet – de har alt for travlt med deres eget (kedelige) liv. Typisk for generationen. Så alle deres flotte ord, der blev sagt da Ann blev gravid, er selvfølgelig blevet gjort til skamme.

Deres indvending vil selvfølgelig være, at det er os der ikke lukke op – og giver dem plads til at være sammen med Wilma. Hun er nu 2 år, og på intet tidspunkt har de henvendt sig og sagt ‘jeg henter lige Wilma og går en tur gennem skoven med hende – vi ses derhjemme senere’. Det har altid været efter vores henvendelse til dem, fordi vi af en eller anden årsag ikke lige kunne hente hende den dag.

Det hele startede egentlig en dag jeg så Malthe (Wilma’s dagpleje ven) nede i byen bag på bedstefars cykel med bedstemor ved siden af. De smilte og havde det godt. Hvilket kanon billed Malthe må have af sine bedsteforældre – nu og forhåbentlig senere i livet. Det fik jeg til at tænke over Wilma’s billed af hendes bedsteforældre…deraf samtalen.

Vi er altså ganske alene om det. Mine forældre bor i Jylland, og Ann’s forældre har altså en anden dagsorden. Endnu. Det kan ændre sig med tiden, når Wilma bliver ældre, og de føler sig mere sikker på det at skulle passe på hende. Eller det ændre sig aldrig – fordi de er som de er, og selv ikke et barnebarn kan ændre den livslange opfattelse af dem selv.

Vores anden familie – brødre og søskende – har deres at se til. Ann’s søster og mand forsøger at blive gravid, og er fuldt optaget mentalt af dette. Men også her kniber det med at leve op til tidligere udtalelser, men de er tildels tilgivet. De har været igennem meget. Men lykkes det dem at blive gravid får de nok at se til. Mine brødre; én i England og én i Fredericia med ny kæreste der har en pige på 3½. Der er nok at se til, og afstanden er lang. Igen…vi er alene i verden.